For andet år i træk er CB Svendsen blevet nomineret til EY Entrepreneur of the Year – en af Danmarks mest anerkendte priser for virksomheder i vækst. Og i år gik vi hele vejen til finalen som én af de fem stærkeste virksomheder i Region Sjælland. Det er en anerkendelse, vi er både stolte og taknemmelige over – og som understreger, at den transformation, vi har sat i gang, er begyndt at bære frugt.
En ny retning – med rødderne i behold
De seneste år har vi sat en ny strategisk retning for CB Svendsen. Vi har påbegyndt en omfattende udviklingsrejse, hvor vi har gentænkt vores rolle i værdikæden, styrket organisationen og opgraderet både processer og platforme. Det er en bevægelse, vi er midt i – og som langt fra er færdig. Vi er stadig dybt forankret i elektronikbranchen, men vores ambitioner rækker længere end blot at levere. Vi vil være en udviklings- og produktionspartner, der bidrager med indsigt, tempo og teknisk tyngde – og som skaber værdi tidligt i kundernes innovationsproces.
“Vi vil være den foretrukne partner, man henvender sig til, når et projekt skal realiseres – fordi vi forstår både teknologi, time-to-market, supply chain og kompleksitet,” siger Martin B. Svendsen.
Denne ambition har krævet, at vi turde tænke anderledes – og handle derefter. Det har været en udfordrende proces, hvor vi har truffet svære valg, ændret arbejdsgange og skabt en ny kultur. Og som Martin også formulerede det fra scenen ved finaleaftenen:
“Det sværeste skridt har helt sikkert været at vende vores organisation og systemer om til at tænke på en anden måde. Det er en kæmpe opgave at få trukket ind over en virksomhed, der skal vækste samtidig. Der har været blod, sved og tårer – og søvnløse nætter.”
Vækst med mening
I CB Svendsen ser vi vækst som langt mere end økonomiske resultater. Det handler om at opbygge en virksomhed med stærke værdier, skalerbar struktur og et sundt fundament for fremtidig udvikling. Derfor har vi investeret målrettet i digitalisering, etableret et stærkere kommercielt setup og styrket vores kvalitetsafdeling med nye kompetencer og strukturer.
Vi arbejder mere tværgående, har fået skærpet vores værditilbud og skabt bedre sammenhæng mellem teknologi og forretning. Og netop vores kultur og sammensætning af medarbejdere spiller en vigtig rolle.
Ved finaleaftenen blev Martin spurgt til, hvordan vores fokus på 50/50 kønsfordeling, trivsel, teambuilding og arbejdet med at øge diversiteten i organisationen har påvirket kulturen og evnen til at tiltrække og fastholde talent. Hans svar var klart:
“Det giver os enormt meget at have diversitet i vores team. Vi kører ikke mainstream, men har valgt at gå vores egen vej – og det skaber både sparring og inspiration.”
Det er en tilgang, vi tror på – og som vi oplever giver værdi i hverdagen.

Et fælles øjeblik
Nomineringen blev tidligere markeret med besøg fra Danske Bank, hvor Senior Relationship Manager Hanne Wurr overrakte diplomet til Jakob og Martin. Og til finaleaftenen var det stærkt at stå blandt virksomheder, vi både kan spejle os i og lade os inspirere af.
Vi takker EY for at sætte fokus på vækstskabere i Danmark – og for at give os mulighed for at reflektere over den rejse, vi er på. En rejse, der langt fra er slut.
Tak til alle medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, som er med til at forme CB Svendsen. Sammen gør vi det muligt.